H
vordan planlægger jeg mit bryllup? Hvad skal jeg starte med? Hvad indeholder et bryllup? Hvordan prioriterer vi hvad dagen skal indeholde?, Hvem skal I invitere med til brylluppet? og Hvornår skal jeg egentlig begynde på de forskellige opgaver? – Det er blot nogle af de mange mange spørgsmål, som jeg får som bryllupsplanlægger, og måske sidder du allerede nu og nikker genkendende til lige netop de spørgsmål her.
Derfor får du her mine fem gode råd til, hvordan du og din partner lettest kommer i gang med planlægningen af jeres store dag:
1) Lav en liste over 5 ting som er et “must” til jeres bryllup!
Når brylluppet skal planlægges, vil der næsten altid opstå situationer, hvor I er nødt til at gå lidt på kompromis med, hvad I havde drømt om. Det kan f.eks. være at du slet ikke kan finde lige præcis den invitation, som du havde i tankerne, eller at drømmebandet viser sig at være booket på jeres bryllupsdag.
Derfor er det en rigtig god ide at lave en liste over 5 ting, I ikke vil gå på kompromis med. Så kan I selv vælge, om budgettet skal sættes op, således at der er råd til drømmebrudekjolen, eller om i gerne vil udskyde brylluppet, fordi du drømmer om en bestemt dato at blive gift på, og samtidig skal det være på lige netop det slot I havde jer første date. Uanset hvilke 5 ting det er, så er det også oftest nemmere at gå på kompromis med andre aspekter af brylluppet, når I ved det alligevel ikke er det “vigtigste” for jer.
Vær dog realistisk ift. budget og drømme. Når du har opstillet din liste med 5 punkter, er det tid til at få lagt et realistisk budget.
2) Lav budget!
Det er ikke altid det sjoveste at skulle begynde at kigge på penge, når nu du bare gerne vil i gang med at planlægge brylluppet. Dog anbefaler jeg, at du og din partner gør jer selv den kæmpestore tjeneste at starte med at sætte budgettet. Så kan I meget bedre begynde at researche, da i hurtigt kan frasortere ting der ikke ligger indenfor budgettet. Et bryllup for ca. 80 gæster kan koste alt fra 50.000 kr. til 500.000 kr., eller endda endnu mere.
3) Fastsæt datoen for brylluppet!
En af de vigtigste elementer for at planlægningen rigtigt kan gå igang, er at få fastsat en dato for brylluppet. Det er en god ide, at når datoen er fundet og punkt 4 er lavet, så skal I hurtigst muligt igang med punkt 5.
Hvis I ønsker at holde brylluppet i højsæsonen (maj til september) er det også en god ide at få fastsat datoen hurtigst muligt, da mange ting som skal bookes ind til et bryllup i den periode hurtigt bliver booket.
4) Lav gæstelisten!
Gæstelisten er for mange lidt af et puslespil. Skal man f.eks. invitere moster Oda, men ikke faster Trine? Hvor mange venner skal med? Skal kollegaer også inviteres?
Jeg anbefaler at I stiller jer selv disse 3 hurtige spørgsmål, for at få et hurtigt overblik over alle dem I tænker at invitere:
1) Har I ses indenfor de sidste 1-2 år?
2) Kan I forestille Jer jeres bryllup uden dem?
3) Hvis familie, hvor tætte er I så med personerne og har I ses med dem indenfor de seneste 5 år?
For at gøre det endnu mere overskueligt har jeg udarbejdet et skema, som giver dig et hurtigt og en overskuelig tilgang til udvælgelse af gæster. Oversigten over hvem der skal inviteres med til brylluppet, finder du ved at klikke HER
5) Book de vigtigste ting først!
Det kan være svært at gennemskue hvad de “vigtigste” ting er, når man skal planlægge et bryllup; for alt er jo vigtigt for en. Dig er her alligevel nogle elementer der er vigtigst at få på plads før du går videre med bryllupsplanlægningen:
- Book venue/lokation: Find ud af hvor I ønsker at holde brylluppet. Selv hvis det er telt hjemme i egen have, er det en god ide at få booket teltet og diverse borde, stole, gulve osv., da der ofte er stor efterspørgsel på disse ting i højsæsonen for bryllupper (som løber fra maj til midt september)
- Dernæst er det en god ide at sikre at der er ledig i kirken, eller hvis det er en borgerlig vielse, at der er en der kan vie jer på den ønskede dato og det ønskede sted
- Underholdning kan også være en god ide at være ude i god tid med; specielt hvis I drømmer om et populært band osv.
- Til sidst vil jeg anbefale at bruden allerede nu begynder at tage ud og prøve brudekjoler. Der kan nemlig være lang ventetid på noget af kjolerne. Hele processen med at finde den rette brudekjole kan være overvældende og omfangsrigt, og derfor har jeg dedikeret et helt blogindlæg kun til dette. Det kan du læse lige HER!
Det var mine 5 råd til, hvordan du kan komme i gang med bryllupsplanlægningen, og jeg håber, at det har gjort starten på planlægningen af en af de største fester i livet lidt mere overskuelig.
Skulle der komme nogle spørgsmål, udfordringer eller bekymringer, så har I altid mulighed for at booke rådgivning hos mig. Jeg kan hjælpe med alt fra at svare på et enkelt spørgsmål, tale om de bekymringer I evt. måtte have ved at vælge det ene frem for det andet, eller hjælpe jer med at planlægge hele brylluppet, så I kan slippe for stresset, de mange korrespondancer frem og tilbage med forskellige leverandører, og i stedet nyde tiden med hinanden, inden I giver jeres endelige ‘JA’ til at leve sammen i medgang og modgang.
For mere information kan du klikke HER